Ingen sure smileyer til Fredericia

Da Fødevarestyrelsen sidst uddelte smileyer, var der ingen sure af slagsen til Fredericia. Byen er siden forrige kontrol gået fra syv sure smileyer til nul.

Izzet Okutan mærkede ingen ændring i omsætningen i perioden med den sure smiley. Foto: Caroline Balslev.

 

Af Caroline Balslev

Hvis du skal ud at spise i Fredericia, er der ingen grund til at bekymre sig om hygiejnen. Fødevarestyrelsen har nemlig ved sidste kontrol uddelt udelukkende glade smileyer til byen. Det er en markant forbedring fra forrige kontrol, hvor der var syv steder, der modtog den sure smiley.

Et af de steder, der har fået rettet op siden sidste kontrol, er City Kebabhus i Jyllandsgade. De modtog den sure smiley i midten af januar, men efter de fik besøg af Fødevarekontrollen igen i starten af marts, kunne de atter hænge det glade ansigt på væggen i butikken.

Selvom City Kebabhus havde den sure smiley hængende i næsten to måneder, mærkede de dog ingen forskel i butikken.

”Det var ikke noget kunderne lagde mærke til, og der var heller ikke nogen forskel i omsætningen,” siger ejeren af City Kebabhus, Izzet Okutan.

Fødevarestyrelsens rapport gør også klart, at problemet med butikken ikke var af hygiejnemæssig karakter, men skyldtes en manglende egenkontrol. Izzet Okutan tager dog ikke anmærkningerne så alvorligt.

”Det er menneskeligt at fejle, og der var jo ikke noget galt med maden,” siger han

De bedste i Trekantområdet

Fredericia sætter med sine udelukkende glade smileyer et godt eksempel for nabobyerne. De to andre større byer i området, Vejle og Kolding, huser henholdsvis fem og to sure smileyer hver.

Begge byer er dog også faldende i antallet af sure smileyer. Vejle modtog ved forrige kontrol ni sure smileyer, mens Kolding modtog fire.