Ny aftale mellem regeringen og DF betyder togforbindelse til Billund Lufthavn

En ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti vil afsætte mere en 112 milliarder kroner til udbygning af infrastrukturen i Danmark. Det betyder blandt andet, at der føres en toglinje fra Vejle til Billund, og at E20-motorvejen udvides med flere spor.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) , finansminister Kristian Jensen (V) og erhvervsminister Rasmus Jarlov(K). Fra DF deltager finansordfører René Christiansen og transportordfører Kim Christiansen ved præsentation af en langsigtet plan for investeringer i landets infrastruktur på et pressemøde i Transport-, Bygning- og Boligministeriet onsdag den 13. marts 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)

 Af Daniel Skinbjerg

Fremtiden vil byde på bedre kollektive transportmuligheder til Billund Lufthavn for indbyggerne i Fredericia efter en ny aftale indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som afsætter mere end 112 milliarder kroner til et mere sammenhængende Danmark.

Aftalen udmønter sig blandt andet i en toglinje fra Vejle til Billund. Hertil afsættes mellem 5,8 og 7,5 milliarder kroner til den nye toglinje til Billund, som forventes igangsat i 2023. Og så sættes der i alt 1,7 milliarder kroner af til to udvidelser af E20-motorvejen ved Kolding og på Vestfyn.

”God transportpolitik handler i høj grad om tid. Altså den tid, vi ikke gider bruge på transport, fordi vi kan gøre noget bedre med den. Vi kan gå på arbejde eller være sammen med vores familie og venner,” sagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) til et pressemøde i Transportministeriet tidligere onsdag.

Toglinje kommer borgerne til gode
Etableringen af den nye toglinje vil komme indbyggerne i Fredericia til gode, mener Steen Wrist Ørts (A), der er formand for By- og Planudvalget i Fredericia Kommune. Han er begejstret, og håber det kan bringe flere til Billund Lufthavn, som kommunen er medejer af.

”Det er noget, vi i Trekantsområdet har kæmpet for i flere år. Det er glædeligt, fordi vi betragter Billund Lufthavn som vores egen, og det vil blive nemmere for folk at komme til lufthavnen, når de skal rejse,” siger Steen Wrist Ørts (A).

Han er dog ikke tilfreds med, at der ikke er sat penge af til infrastrukturprojekter i og omkring Fredericia Kommune – især i Erritsø, hvor kommunen længe har haft planer om en togstation, og i Erritsø, Snoghøj og Taulov, hvor han efterspørger støjafskærmning.

”Vi vil gerne have den togstation, og det skuffer mig, at der ikke er lagt op til støjskærme omkring Fredericia. Jeg håber dog, at nogle af pengene kommer os til gode. For mængden af trafik går kun én vej, og det betyder mere støj, og det bør staten være med til at dæmme ned for,” siger han.

Det forventes ifølge regeringen, at aftalen gennemføres i årene 2021 til 2030. Samlet set investeres der op imod 71,5 milliarder kroner i jernbaneprojekter og indkøb af tog de kommende år, og på landsplan anlægges der mere end 450 kilometer mere vej.