Fredericia tiltrækker kunstneriske unge med talentfokus

Tildelingen som talentkommune til Fredericia Kommune skal gøre Fredericia attraktiv for kunstneriske unge, fortæller næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, Christian Jørgensen (V).

Fredericia er en af landets seks talentkommuner. Illustration: Asta Aaholm

 

Af Frederik Overgaard

For nyligt kunne Fredericia bryste sig af titlen som en af landets seks talentkommuner. Det skal være drivkraften for at lokke kunstneriske unge til Fredericia, mener Christian Jørgensen (V).

Fredericia Kommune søgte om at blive udpeget som talentkommune på baggrund af sit ambitiøse talentarbejde. Næstformanden i Kultur- og Idrætsudvalget håber, at titlen kan bane vejen for en øget tiltrækningskraft på det kunstneriske område.

”Tiltrækningskraften er en stor årsag til, at vi søgte om udpegelsen. Forhåbentligt søger unge mennesker aktivt hertil, hvorved talentmassen stiger. Det skaber større mulighed for, at der drysses mere stjernestøv over Fredericia på længere sigt,” siger Christian Jørgensen (V).

Arne Gaardsted Jørgensen, der er forstander på Den Kreative Skole, bakker op om forhåbningen og fortæller, at Den Kreative Skole ofte har gjort en forskel i forældreøjemed.

”Den Kreative Skole er ofte udslagsgivende for kommunevalget, når forældre får et job i trekantområdet. Den mulighed, som vi tilbyder børnene, er ofte tungen på vægtskålen,” siger Arne Gaardsted Jørgensen.

Kulturmetropolets spæde start

Kommunerne i trekantområdet har stukket hovederne sammen, hvilket blandt andet skal føre til en samlet kulturmetropol. I Kultur- og Idrætsudvalget er der stor glæde over tildelingen som talentkommune i både et stort og snævert perspektiv.

”Vi er en del af et større samarbejde, men vi har også en lokalinteresse i at have nogle nicher i Fredericia. Det er et stærkt politisk signal at sende ud, når kulturministeriet anerkender vores talentarbejde indenfor de kunstneriske fag,” siger Christian Jørgensen (V).

Arne Gaardsted Jørgensen fortæller om lykønskninger fra kollegaer i andre kommuner, der har måttet sukke langt efter prestigen. Kultur- og Idrætsudvalget har sendt roser i Den Kreative Skoles retning, men forstanderen påtager sig dog titlen med en vis portion ydmyghed.

”Vi er langt på musical-, dans-, billedkunst- og dramalinjen, hvor vi med tiden forhåbentlig kan få tilbud på et endnu højere niveau end talentarbejdet,” siger forstander Arne Gaardsted Jørgensen.