Legepark får 20.000 kroner af kommunen til Halloween-event

Madsby Legepark i Fredericia har fået et tilskud fra kommunen til at opføre et nyt Halloween-arrangement til oktober, der skal samle borgerne om den amerikanske tradition, men opbakningen hos fredericianerne mangler.

Der er mange idéer til uhyggelig oppyntning på idéboardet hos Madsby Legepark. Det skal dog ikke være alt for blodigt, da parken også skal rumme de allermindste. Foto: Signe Wulf Tulinius

 

Af Signe Wulf Tulinius

Spøgelser i træerne, kæmpe edderkopper og gys i luften. Den ellers så hyggelige legepark i Fredericia forvandles til et uhyggeligt samlingspunkt for børn og voksne til oktober.

Madsby Legepark vil nemlig for første gang gå all-in på den amerikanske højtid Halloween.

”Her skal dufte og ose af Halloween,” siger Team Manageren i Madsby Legepark, Kim Ekstrøm.

Den kommunalt støttede legepark har fået tildelt 20.000 kroner fra Fredericia Kommune til parkens Halloween-projekt.

Pengene skal blandt andet bruges på uhyggelig oppyntning som spøgelser og græskar.

Borgerne raser over kommunens prioritering

Den 61-årige fredericianer, Birgit Olesen, synes bestemt ikke, at kommunen har prioriteret pengene rigtigt. Hun mener, at Halloween er for amerikansk, og at det er en helt forkert vej at gå.

”Der er da vigtigere ting at bruge penge på her i kommunen. Jeg ved, at for eksempel plejehjemmet godt kunne trænge til nogle ekstra goder,” siger hun.

Denne holdning bakker mor til fire, Sisse på 38, op.

”Det er åndssvagt at bruge penge på Halloween. Vi har jo allerede fastelavn,” siger hun.

Sisses søn, 11-årige Elias, er ikke helt enig med sin mor. Han var klædt ud som vampyr sidste år og vil gerne besøge parken, når den er pyntet op til Halloween.

Selvom der er kedeligt og gråt her i marts, har Team Manager, Kim Ekstrøm, store forventnigner til parkens Halloween-arrangement til efteråret. Foto: Signe Wulf Tulinius

 

Nye traditioner

Kim Ekstrøm ser det som en god investering fra kommunens side, for han tror på, at den uhyggelige amerikanske højtid kan være med til at samle Fredericias borgere om en ny tradition.

Dog var det kun 8 procent af befolkningen i Syddanmark, der gjorde noget særligt i forbindelse med Halloween sidste år, viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Alligevel tror Madsby Legepark, at opbakningen til den nye uhyggelige tradition vil stige.

”Man kaldte også Valentines Day for noget amerikansk pjat, men det har danskerne jo også taget til sig,” siger Kim Ekstrøm.

Selvom Birgit Olesen ikke giver meget for Halloween og er dybt uenig i kommunens fordeling af borgernes penge, kan hun måske lokkes til Madsby Legeparks Halloween-event, når det åbner i efterårsferien i år.

”Hvis mine to børnebørn står og rykker mig i armene, så tager jeg måske der hen,” siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, som var dem, der tildelte legeparken et bidrag på 20.000 kroner.