Udskældt fredericiansk webshop håber på en ny begyndelse

Direktøren bag den nedlagte webshop NordicWomen har i januar åbnet en ny virksomhed. Den hedder Desejeunger, og ejer Morten Møller Knudsen håber, at den med e-mærke-certifikat og bedre kundeservice kan komme ud af forgængerens skygge. Men virksomheden har en hel Facebook-gruppe af frustrerede kunder mod sig.

Danmarksgade 11 i Fredericia, hvor NordicWomen havde adresse. Foto: Caroline Balslev.


Af Rebecca Christie

”Snydt af Nordicwomen.dk, Q Bana Shop eller desejeunger.dk” er navnet på den Facebook-gruppe, som advarer sine 373 medlemmer mod at handle hos Morten Møller Knudsens nedlukkede webshop NordicWomen og nyligt opstartede Desejeunger. Butikken Q Bana Shop kender han ikke til. Klagerne lyder mest af alt på varer, som er modtaget mange uger senere end forventet, varer af dårlig kvalitet og modtagelse af forkerte varer. Og en langsom behandlingstid af klager og returnering af penge.

På Trustpilot er de dårlige anmeldelser af Desejeunger ligeledes mest dominerende. 60 procent af forbrugerne har kun givet én stjerne ud af fem. 28 procent har givet fem. Ifølge Morten Møller Knudsen er grunden til dette, at det kun er de utilfredse kunder, der går på Trustpilot. Men han vil gerne stå ved, at Desejeunger i nogle tilfælde har tilbudt kunderne ”elendig ventetid” på pakkerne, som måske ikke engang er kommet frem.

”Der er nogle derinde, der har fuldstændigt ret til at være sure. Det har virkelig været elendigt. De har kraftedeme ret til at være sure!” Siger Morten Møller Knudsen.

Døren er lukket i NordicWomen

Og sur er kunden Fie Klattrup, som i november havde bestilt en julegave til sin søn fra NordicWomen. Efter gentagen kontakt til firmaet nåede tøjet frem i januar. Men i helt forkerte størrelser.

”Det er sgu træls. For at sige det mildt,” siger Fie Klattrup.

Firmaet NordicWomen blev stiftet i maj 2018 af Marlene, Mortens Møller Knudsens ægtefælle, med Morten som direktør. Efter mange klager og modgang på bl.a. Facebook, blev firmaet ifølge Morten Møller Knudsen nedlagt i januar. Det står stadig som aktivt i CVR-registret.

I midten af januar 2019 stifter Morten Møller Knudsen Desejeunger – alene. Webshoppen havde de første to uger registreret adresse i kontorfællesskabet Videnparken i Fredericia, som ifølge Morten Møller Knudsen derefter ikke ville huse virksomheden på grund af Facebook-gruppen og dårlig omtale. Videnparkens kontorassistent Inga Juel Händel har aldrig hørt om firmaet.

Nu har Desejeunger adresse i Allerød. Og døren er lukket i den gamle webshop NordicWomen, som kunderne ikke længere kan kontakte.

”Nu prøver vi igen, og vi har lært af vores fejl. Vi har blandt andet allieret os med e-mærket, der ved, hvad de snakker om. Så vi ligesom kan gøre tingene rigtigt,” siger Morten Møller Knudsen.

Certificeret af e-mærket

Nonprofitorganisationen e-mærket certificerer hjemmesider med internethandel, og giver herigennem forbrugerne garanti for, at de vil modtage deres varer. Desejeunger blev e-mærke-certificeret 1. marts 2019. Det nye firma havde allerede på dette tidspunkt nogle dårlige anmeldelser på Trustpilot, men det er ikke imod e-mærkets retningslinjer.

”Vi kigger ikke på Trustpilot-anmeldelser. Vi oplever mange gode, gedigne firmaer, som kommer ud for en eller anden storm, der gør, at de pludselig bliver fyldt med dårlige trustpilotanmeldelser, uden at have gjort noget,” siger e-mærkets chefjurist Camilla Engel Post.

Camilla Engel Post er opmærksom på Facebook-gruppen mod NordicWomen og Desejeunger. Derfor har hun på Facebook-gruppen opfordret til, at Facebook-brugerne skal skrive til e-mærket. Dette har resulteret i to klager, der er opstået før Desejeungers certificering, og som e-mærket derfor ikke kan behandle.

”Lige nu må vi bare konstatere, at de lever op til vores retningslinjer. Og vi har stadig dialog med dem,” siger chefjurist Camilla Engel Post.

Kampen med kunderne

Morten Møller Knudsen er ikke en del af Facebook-gruppen. Den gør ham i dårligt humør. Men han kender godt til gruppens indhold. Det er også ham, som svarer på Trustpilot-anmeldelserne, som flere gange antyder utilfredshed med kunderne.

Et svar på Trustpilot fra Desejeunger til en kunde.


Hvis du offentligt skriver, at vi snyder og bedrager, så vil vi jo forholde os retten til ikke at handle med dig. Det er jo klart,” siger Morten Møller Knudsen.

Udover at blive e-mærket har Desejeunger ansat tre personer i kundeservice, som tager imod klager mellem klokken 10-12 alle hverdage.